Presse
 
 

En kraftig opfordring til S-toppen

Byggefagforeningerne sender en kraftig opfordring til S-toppen: gå ikke med til selv den mindste forringelse for at komme ind i forligsvarmen. LO-toppens accept af nænsomme ændringer i efterlønnen er fejlagtig og stiller sig i vejen for et samfundsalternativ til Foghs nyliberale Vild Vest-samfund.

- Uanset hvor meget Fogh og de andre i regeringen snakker om velfærd og sikring af vores samfund, kan det ikke skjule, at det er et fattigdomsudspil, regeringen er kommet med, siger Anders Olesen, formand for Byggefagenes Samvirke.

- Jeg kan derfor ikke kraftig nok sende et signal til S-toppen og Helle Thorning-Schmidt: Hvis socialdemokraterne vil noget godt for fremtidens samfund, så skal de holde sig fra forlig, som fører til forringelser.

- Kan det ikke lade sig gøre, så stå af! Også selv om det udløser et valg – og lad befolkningen tage del i udformningen af fremtiden.

- Vores samfund er rigt, bygget op af tidligere generationer. Det vil være endnu rigere i fremtiden. Den dagsorden, Fogh og co. opstiller er grundlæggende forkert. Under dække af floskler om ’fremtid og kommende generationers interesser’ er det korte budskab: der skal knokles mere og længere!

- Men det har ikke noget med velfærd at gøre. Nedslidning, stress og forringelse af svage gruppers økonomi er, hvad Foghs plan vil føre til. Et alternativ til det bygger på: fleksible arbejdstidsordninger for de ældre med nedsat tid, suppleret med delefterløn.

- Der skal flere ressourcer til uddannelse, især efteruddannelse, som alle skal dækkes af. Forskningen skal sættes fri af erhvervslivets snærende bånd. Integrationen skal hjælpes reelt på vej med mentorordninger og ikke med indslusningsløn og lav starthjælp.

- Det er en ynk, at se LO-toppens vage kritik af Fogh-udspillet og dens ønske om mindre uretfærdige tiltag end dem, regeringen er kommet med. Vil du have et systemskifte, Hans Jensen – eller er du i grunden godt tilfreds med Foghs de facto-nyliberale samfund? Ærlig talt, hvor er de solidariske visioner?

Den 6. april 2006