Foto: Harry Nielsen

Foto: Harry Nielsen

MT Højgaards misbrug af polakker er en skandale
MT Højgaard
Knud Højgaards Vej 9
2860 Søborg
Brdr. Hjelm Aps
Hobrovej 40, 3tv
8900 Randers
Daniterm Sp. Z.O.O
Ul. Orzeszkowej 21
99-300 Kutno
Polen
Ulovligt-arbejde
Ulovligt-arbejde

Der bliver ikke lagt fingre imellem, når sagen om MT Højgaards brug af polske håndværkere til et millionkroner stort isoleringsprojekt på Amager kommenteres af næstformand i Byggefagenes Samvirke, Henrik Lippert.

- Den indstilling, som landets største entreprenørfirma har, kan dårligt opfattes som andet end en klar opfordring til snuskede småmestre og fupfirmaer om, at går-den-så-går-den, når det drejer sig om udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft, siger han.

Sagen drejer sig om MT Højgaards håndtering af en sag om syv polske mureres ansættelsesforhold. MT Højgaard har via firmaet Brdr. Hjelm og et polsk firma hyret håndværkerne til at udføre såkaldt rockwoolpuds i ejendommen Ved Sønderport først på Amager. Der er tale om et ganske stort projekt, som er i millionklassen.

Det er Murersvendenes Fagforening, der har afdækket sagen, som Fagbladet 3F i sit elektroniske nyhedsbrev onsdag den 19. oktober har beskrevet indgående.

 

Forargelse

Grunden til forargelsen hos Byggefagenes Samvirkes næstformand er, at MT Højgaard som det eneste af de store entreprenørfirmaer har afvist den linje, som de øvrige store firmaer står for, nemlig at det i kontrakter med underentreprenører indskrives som en betingelse for aftalen, at danske overenskomster og love overholdes for udenlandsk arbejdskraft.

Denne praksis har med varierende længde været gældende i syv af de otte store entreprenørfirmaer i det seneste. Senest er KPC Byg efter en sag på Islands Brygge, hvor malerfirmaet Viebke&West A/S havde ansat illegale arbejdskraft, kommet med på vognen og vil have indskrevet betingelserne i kontrakterne.

I anledning af de øvrige stores holdningsskift til udenlandsk arbejdskraft har MT Højgaard udtalt til 3F's nyhedsbrev om firmaets politik:

- Alle vores samarbejdspartnere ved, at det er en forudsætning for samarbejde med os, at man overholder dansk lovgivning og de fagretlige spilleregler. Vi har aldrig været i en situation med et sådant problem, og vi vil ikke bringe os i situationen, som daværende kommunikationschef Michael von Bülow sagde det.

 

Stadig MT Højgaards linje

Denne linje fastholdes af firmaets nye kommunikationschef, Trine Leth, når hun til nyhedsbrevet forklarer, at man stadig ikke vil have bindinger på underentreprenørerne ind i kontrakterne.

Hertil siger Henrik Lippert:

- De store har indset, at det er sund fornuft, at det indskrives i kontrakter med underentreprenører, at danske overenskomster og love skal overholdes.

- Det selskab vil MT Højgaard ikke være en del af. For man er sikker på, at firmaer, som arbejder for MT Højgaard ved, at der skal være ordnede forhold, siger man.

- Men så selvsikre kan MT Højgaard ikke tillade sig at være. Den nye sag fra Amager viser desværre med al ønskelig tydelighed, at der netop er behov for at få indført en bestemmelse i kontrakterne, som den, de øvrige store firmaer bruger.

- MT Højgaard er førende på entreprenørområdet, ja, og nu er de altså også førende for alle de fidusfirmaer og fuskere, der rundt omkring i villakvartererne har ’polakker’ gående uden overenskomst. De kan nu læne sig op ad MT Højgaard og fortsætte deres udnyttelse.

- Tak for kaffe!, siger jeg bare, slutter Henrik Lippert.